Få en Julebilledramme med køb over 520 kr.*Læs mere

Få en Julebilledramme med køb over 520 kr.*Læs mere

(0)
En guide til huler i LEGO® Fortnite® Odyssey

En guide til huler i LEGO® Fortnite® Odyssey

Denne LEGO® Fortnite® Odyssey-guide hjælper dig med at blive forberedt til underjordiske eventyr ved at fortælle om de farer, du kan forvente, og de materialer, du forhåbentlig har med tilbage. Hulerne byder på nogle af de største udfordringer i LEGO Fortnite Odyssey, men du bliver belønnet med materialer, du kan bruge til at lave fremragende udstyr og opgraderinger.

Det skal du bruge

Der findes forskellige typer huler i forskellige størrelser, men de har også nogle fællestræk. De fleste huler er meget mørke, så det er vigtigt at huske fakler. Hulerne kan også være enormt store og indeholde sten, metaller og ædelstene, som du kan hakke ud af væggene og loftet. De indeholder ofte træ, som du kan samle på vejen, men hvis du har dine egne forsyninger med, kan du også altid bygge trapper og platforme for at gøre det nemmere at komme rundt og nå materialerne. Det er altid en god idé at have masser af mad til heling, især hvis hulerne er meget varme eller meget kolde.

Sådan finder du huler

Den eneste måde at finde en hule på er ved at udforske de forskellige biomer og holde øjnene åbne. Der er dog som regel ret mange huler i de fleste LEGO Fortnite Odyssey-verdener, som du nemt kan få øje på. Kig efter store, runde høje af grå sten i Grasslands-, Dry Valley- og Frostlands-biomerne. De kæmpestore sten har en indgang til hulen på den ene side, og når du kommer tæt på, markeres hulen på kortet med et bjergikon, så den bliver nemmere at finde igen.

Huler findes i alle størrelser, og nogle er relativt små og ender i en blindgyde, mens andre fører til store systemer af tunneller og kamre. Store huler har ofte også flere indgange, så hvis du udforsker dem længe nok, kommer du måske ud et helt andet sted, langt væk fra, hvor du startede.

Grasslands-huler

Efterhånden som du kravler op ad den teknologiske stige og låser op for bedre udstyr i starten af LEGO Fortnite, begynder du at få brug for et materiale, der kaldes knuderod (Knotwood), og derfor må du ind i dine første huler. Hulerne i Grasslands er mørke og fulde af skeletter, stenrullere (Rock Rollers) og edderkopper, men du møder ikke noget derinde, du ikke allerede har set.

Sørg for at tage mindst en Uncommon-version af øksen Forest Axe og hakken Pickaxe med, når du tager ind i Grasslands-hulerne, da svagere værktøj ikke kan bruges til de materialer, du finder derinde. Hulerne rummer knuderod og marmor, som du skal bruge til at bygge det værktøj og udstyr, der er nødvendigt for at tage til de mere barske biomer.

Lavahuler

I de ørkenlignende Dry Valley-biomer findes lavahulerne, som er blandt de varmeste steder i LEGO Fortnite Odyssey. Ikke alle huler i Dry Valley er lavahuler, men de fleste lader til at være det, og derinde finder du materialer, som du skal bruge i resten af spillet til at lave mere avanceret udstyr.

For at kunne overleve under jorden skal du sørge for at have nok Cool-Headed Charms (nedkølingsamuletter), og husk snebær og snebær-milkshakes, når du går derind. Ellers mister du langsomt liv på grund af varmen i hulen.

Som navnet antyder, er lavahuler fulde af lava, som lyser godt op for dig. Hvis din minifigur rører ved lava, brænder den sig i nogle få sekunder, men den mister kun en smule hjerte fra din livsbjælke af skaden. Eftersom ubehaget er ret minimalt, skal du ikke være bange for at falde ned i lava eller hoppe ned i det for at komme over på den anden side eller undvige fjender.

Lavahuler er noget mere farlige end Grasslands-huler på grund af de mange fjender, der skjuler sig i dem, bl.a. sandedderkopper, sandskorpioner og sandrullere. Nogle fjender benytter også sprængstoffer, bare for at gøre livet besværligt for dig. Hold øje med mineskeletter, der bærer rundt på og kaster dynamit. Hvis der lander dynamit i nærheden af dig, skal du skynde dig væk. Hvis du besejrer mineskeletter, kan du selv få dynamit, men også krudt til at lave sprængstoffer og forskellige elementer under Toys.

Blandt de materialer, der findes i lavahuler, er blasterkerner generelt de sværeste at finde. Du kan kun få dem på to måder: ved at gennemsøge tilfældige skattekister eller ved at besejre blastere. Blastere hører til blandt den fjendtlige familie af krabbelignende rullere, som du også har mødt andre steder. De er sorte og ligner sten, men når de får øje på dig, jagter de dig, indtil de eksploderer. Du kan besejre disse fjender hurtigt, før de detonerer, men du kan også bare holde dig væk, til de springer i luften af sig selv.

Du kan også finde råt kobber, uslebne rubiner, obsidian og skinnende kerner i lavahuler, og du skal bruge en Rare Pickaxe eller bedre til at udvinde de materialer. Lysende kerner bør du især indsamle mange af, når du får muligheden, da du skal bruge dem til at smelte metal til stærkere værktøj og våben. Du skal lave meget kobber og senere jern, så spar dig selv for alt for mange ture til lavahulerne ved at udvinde så meget som muligt tidligt.

Ishuler

De måske farligste steder i LEGO Fortnite Odyssey er ishulerne i Frostlands-biomerne. De er lige så kolde, som lavahuler er varme, men ud over at tilføre dig skade reducerer de lave temperaturer også din bevægelseshastighed. Tag mindst to Rare Inner Fire Charms og Spicy Burgers med for at øge din modstandsdygtighed over for kulde. Du kan også forsøge at klare kulden ved at bygge bål, mens du udforsker.

De fleste af de fjender, der bebor Frostlands – isrullere, isedderkopper og isskorpioner – findes også i ishuler, sammen med mineskeletter. Men den største fare i ishuler er knogleulve, som er en skeletversion af de ulve, du før har set i LEGO Fortnite Odyssey. Disse fjender slår rigtig hårdt og har enormt meget liv, hvilket gør dem til de farligste fjender ud over is-Brutes. Hvis du besejrer dem, får du forbandelsesknogler, som du skal bruge til de bedste Charms, så sørg for at have stærke våben klar, og undgå kampe, før du er klar.

Ishuler rummer også to andre dyrebare materialer: jern og uslebne safirer. For at udvinde dem skal du bruge en Epic Pickaxe.

De materialer, du finder i huler i LEGO Fortnite Odyssey er vigtige for, at du kan lave de bedste våben og værktøjer i spillet – og den bedst mulige landsby. Sørg for at forberede dig, for nogle af de sværeste udfordringer på din ø venter under jorden.