Få en Julebilledramme med køb over 520 kr.*Læs mere

Få en Julebilledramme med køb over 520 kr.*Læs mere

(0)
En god balance for skærmtid i ferien

Sådan håndterer du skærmtid i sommerferien

Skærmene er overalt. Så i stedet for at forbyde dem synes vi, at den bedste tilgang er at lave klare grænser og gå efter kvalitet over kvantitet. Er du enig?

Her er en kontroversiel holdning: Ikke al skærmtid er dårlig … Fy! Chok! Rædsel!

Men det er nu sandt. Det er sjovt at spille, streame sine yndlingsserier og udforske sine interesser for at lære mere. Børn elsker det, og helt ærligt – det gør voksne også.

Men det er dog en udfordring, når fem minutters onlinetid bliver til fem timer. Men lad nu være med at låse tabletten inde og smide nøglen væk – det kræver bare, at du tager en lille snak med dine børn og forklarer, hvorfor nogle gode ting er bedre i små doser. Det handler om at skabe en god balance …

Skal jeg være bekymret for mine børns skærmtid?

Arbejde, huslige pligter, at huske sine grøntsager, nå de 10.000 skridt om dagen og gøre sit bedste for at få tid til at skabe de helt særlige minder, som andre forældre viser frem på sociale medier: Sommerferien kan være ret så overvældende. Midt i al den travlhed ved vi, at det kan være nemt at lade minutter og timer gå, hvor de små er begravet i deres skærme. Og vi kender også den uundgåelige skyldfølelse, der følger. Tro os – vi er alle i samme båd.

Det er en udfordring, mange oplever, og skærmtiden kan være med til at skabe balance mellem på den ene side at gøre dine børn glade og på den anden side at sørge for, de er aktive. Det er bare en lille del af puslespillet og kan være et redskab til både læring og fritid, men der skal skabes en fornuftig balance for at få det bedste ud af det.

Hvad tæller som skærmtid?

Helt enkelt – skærmtid er al den tid, man bruger på et stykke teknologi med en skærm, dvs. fjernsyn, computere, telefoner og tablets. Selv vi voksne ved, hvor nemt det er at komme til at bruge for meget tid på en skærm, og børn er ligeså modtagelige – så det handler om at hjælpe dem med bedre at forstå og styre deres eget forbrug.

Sådan håndterer du skærmtid på en sjov og sund måde

Som med de fleste andre ting i livet er det sundt med en god balance for skærmtid, og vi er tilhængere af at se de fleste situationer fra den lyse side (undtagen ved raserianfald over broccoli). Skærme er ikke nødvendigvis dårlige, og de kan være fantastiske steder at lege!

Leg er supervigtig for børn, for den kan hjælpe dem med at lære alle mulige vigtige færdigheder – fra kommunikation og problemløsning til historiefortælling og sang.

Vi har lavet en sammensmeltning af læring og leg i vores Build & Talk-serie, som er specielt designet til at hjælpe forældre med at tackle en ny verden af onlinebekymringer. Serien rummer en proaktiv tilgang til at håndtere tingene direkte og samtidig have det sjovt med sine børn. Tjek den ud!

Tre måder at starte samtalen med dine børn på

Hvis der er nogen, der godt kan lide at have kontrol over sine beslutninger, er det børn. Og det kan man vel godt forstå. Det er rart at kunne tage sine egne beslutninger. Problemet er bare, at chokolade til morgenmad eller en fire dage lang soveaftale ikke nødvendigvis er det smarteste, så de har måske brug for et skub i den rigtige retning.

For at hjælpe dine børn med at træne deres selvstændighed er her nogle måder, I kan nå frem til en aftale om skærmtid på som et team.

Tjekliste til sommerferien: Her kommer først en sjov måde. Hvorfor ikke lave en ferietjekliste over alle de ting, I gerne vil lave (inden for rimelighedens grænser!) i løbet af sommerferien? Som regel vil børn gerne lave aktive ting med deres venner eller forældre, så de vil sikkert vælge aktiviteter som en tur i parken eller til stranden eller en picnic. I kan gøre det sjovt ved at skrive det ned og farvelægge det eller endda lave LEGO® minimodeller og på den måde minde dem om de spændende ting, de kan lave, væk fra deres skærme.

Idéer til regnvejrsdage: Igen siger vi ikke, at skærme er dårlige, for onlineaktiviteter kan hjælpe børn med både at lære og lege. Men i det (forhåbentligt ikke sjældne) tilfælde, at det er en solskinsdag, behøver de ikke sidde og få firkantede øjne indenfor. Snak med dem om, hvilke aktiviteter man kan lave på henholdsvis solskinsdage og regnvejrsdage, og at hvis vejret er dårligt, kan det måske være en god anledning til at bruge tabletten.

Tidsgrænser: Nogle gange er de simpleste ting de mest effektive. Spørg dine børn, hvor lang tid de synes, det er fornuftigt at bruge på deres skærme, og prøv i fællesskab at nå frem til en aftale for den daglige skærmtid. Hvis du har brug for hjælp til at give dem lidt mere kontekst om fordele og ulemper, kan I prøve vores Build & Talk-pakker, som hjælper børn på en praktisk måde med at forstå digitale problemstillinger. Det kan være en god idé at sammenligne skærmtid med søde sager og andre gode ting – forklar dem, at det er ligesom chokolade eller en tur i tivoli. Det er skønt at prøve en gang imellem, men vi kan ikke gøre det hele tiden!

Det var alt for nu om skærmtid. Vi håber, du har fået nogle nyttige tips til at komme i gang med at tale med dine børn om sunde skærmvaner. Du skal nok klare det!