Få en Julebilledramme med køb over 520 kr.*Læs mere

Få en Julebilledramme med køb over 520 kr.*Læs mere

(0)
Sådan lavede vi Manchester Uniteds stadion Old Trafford ud af LEGO® klodser | Officiel LEGO Shop

Sådan skabte vi Manchester Uniteds stadion Old Trafford ud af LEGO® klodser

Det var februar 2020, og hvad vi ikke vidste dengang, var selvfølgelig, at det var stilheden før stormen. Med uskyldig optimisme for det kommende år udgav vi vores først sæt med et vaskeægte sportsstadion – Manchester Uniteds Old Trafford.

Det blev designet af Michael Psiaki, som er en af vores Design Masters (jep, det er rent faktisk hans titel). Michael tog en snak med os i forbindelse med vores Brick Expander-serie på Adults Welcome-siden, hvor forskellige designere giver os et indblik i, hvad der foregår bag kulisserne, når vores mest imponerende LEGO® sæt bliver skabt.

Uanset om du er fan af Manchester United, Real Madrid, Juventus eller sågar Liverpool, så tror vi, du vil nyde at lære mere om designprocessen bag denne model.

Lad os starte med det grundlæggende – hvem er du?

Hej! Mit navn er Michael Psiaki, og jeg har arbejdet med produktudvikling i mere end otte år.

Michael Psiaki, designer af LEGO® Old Trafford

Hvorfor lige Manchester Uniteds stadion Old Trafford?

Vi har leget med idéen om at lave modeller af sportsarenaer i snart 10 år. Vi har udforsket en del i forhold til at vælge det helt rigtige, og i efteråret 2018 faldt valget på Old Trafford. Stadionets 110-års jubilæum indgik også i vores overvejelser, men den primære årsag til valget var klubbens utrolige historie og globale fanbase.

Hvilke overvejelser gjorde I jer, da I først gik i gang med projektet?

Hver gang vi har forbrugertestet prototyper af sportsarenaer, har feedbacken altid været, at de var "undervældende". Så vi vidste, at hvis dette projekt skulle blive en realitet, så skulle vores version af Old Trafford være STOR! Og LEGO versionen er endt med at være cirka i størrelsesforholdet 1:600.


Hvilke slags udfordringer opstod undervejs? Og hvordan lærte I af jeres fejl?

Den mest unikke udfordring var nok at finde en måde at gengive stadionets 75.000 pladser på. Oprindeligt forsøgte vi os med lag af trappelignende plader, men i og med at det ikke gav os nok rækker, formåede det heller ikke rigtigt at udtrykke modellens skala. Vi legede med forskellige idéer til, hvordan vi kunne gengive sæderne i et realistisk skalaforhold, før vi endte med den løsning at bruge klassiske skrå profilklodser – en løsning, jeg er ret stolt af!
Sir Alex Ferguson-tribunen

Hvor mange udgaver af modellen skabte I før den endelige test?

Vi havde tre hovedversioner. Den første var noget, vi fik sat sammen ret hurtigt for at vise vores overordnede idé. Den anden version havde nogle af stadionets detaljer og et byggeflow, der skabte koncentriske cirkler opad fra banen. Med den tredje version gik vi et skridt videre og inddelte modellen i fire større tribuner i stedet for at bygge den i cirkler. Byggeoplevelsen blev altså fundamentalt anderledes, da vi bevægede os fra anden til tredje version.

Fik I mulighed for at tage en tur til Manchester og se Old Trafford i virkeligheden som hjælp i designprocessen?

Ja, efter at have bygget vores anden version fik jeg mulighed for at besøge stadionet, hvor vi blev vist rundt og fik beskrevet klubbens historie. Vi tog endda vores anden version med! Og det hjalp os virkelig med at lave en meget mere nøjagtig model i form af vores tredje version, at vi havde fået indblik i alle de små detaljer, der gør stadionet til noget særligt. Vi opdagede en masse små finurligheder, som endte med at blive inkluderet i vores endelige version – for eksempel så vi, at Müchen-tunnelen, loungerne og formen og strukturen på de østlige og vestlige tribuner enten manglede eller var bygget forkert på vores prototype.
Indgangen til München-tunnelen

Hvilken del af modellen kan du bedst lide?

Det er nok tagene over de østlige og vestlige tribuner. Vi byggede dem ved hjælp af konsolstøtter fra vores Ø3,2-stangsystem, og det gennemsigtige tag er understøttet af afstivere, ligesom på det rigtige stadion!

Som amerikaner, er du så fan af et bestemt fodboldhold?

Da vi begyndte at udvikle denne model, var jeg ikke, men efter at have lært så meget om Manchester Uniteds historie kan jeg ikke helt lade være med at følge lidt med, og jeg bliver glad, når de vinder. Måske er jeg en spirende United-fan!

Arbejder du sammen med fans af rivaliserende hold? Hvad tænkte de om projektet?

Jeg har et par kolleger, der er Liverpool-fans, og som mindst én gang om ugen sørgede for at fortælle os, at vi begik en stor fejltagelse, og at vi burde bygge Anfield i stedet.

Er du på udkig efter mere?

På siden Voksne velkomne kan du se vores samling af sæt og artikler, der er henvendt til voksne!