LEGO Koncernen leverer omsætningsvækst i første halvår af 2022 og accelererer strategiske vækstinitiativer

I samme år som LEGO Koncernen fejrer sit 90-års jubilæum, driver stærk efterspørgsel tocifret omsætningsvækst, mens virksomheden geninvesterer for at accelerere langsigtede vækststrategier.

• Omsætningen voksede med 17 procent til DKK 27,0 milliarder.

• Salg til forbrugerne voksede med 13 procent.

• Driftsresultatet, brutto, lå stabilt på DKK 7,9 milliarder og DKK 6,2 milliarder netto.

• Frit cash flow var DKK 3,8 milliarder.

• Markedsandele er vokset globalt og på de store markeder.

• LEGO Fonden fortsatte sin støtte til familier i nød og børns udvikling gennem leg og læring.

Billund, 28. september 2022: LEGO Koncernen offentliggjorde i dag halvårsregnskab for 1. januar 2022 til 30. juni 2022. Omsætningen voksede med 17 procent i perioden til DKK 27,0 milliarder, sammenlignet med samme periode i 2021, som følge af høj efterspørgsel. Salget til forbrugerne voksede med 13 procent, hvilket overgik legetøjsindustrien og førte til øgede markedsandele globalt.

”Vi har fået en solid start på 2022 og er meget tilfredse med resultatet, som ligger over vores forventninger oven på et exceptionelt 2021. Trods usikkerhed på globalt plan har vi igen realiseret et højt forbrugersalg og en tocifret omsætningsvækst drevet af en høj efterspørgsel på vores produkter og vores fantastiske medarbejderes indsats,” siger Niels B. Christiansen, adm. direktør i LEGO Koncernen.

”Over hele verden har vi i år fejret vores 90-års jubilæum, og vi er taknemmelige for, at selv efter næsten et århundrede, er LEGO® leg stadig relevant og fortsætter med at inspirere familier og børn,” fortsætter Niels B. Christiansen.

Stærk omsætningsvækst og frit cash flow gjorde det muligt for LEGO Koncernen at accelerere en række strategiske initiativer og udligne de stigende råvare-, energi- og fragtpriser, imens driftsresultatet (brutto) var stabilt på DKK 7,9 milliarder.

I de første seks måneder af 2022 fokuserede LEGO Koncernen på at udvide produktionskapaciteten og opbygge en mere robust lagerbeholdning. Samtidig blev produktiviteten øget efter en længere periode med exceptionelt høje vækstrater og en kapacitet, der blev udnyttet til det maksimale i 2021. Som følge af accelererede investeringer var frit cash flow på DKK 3,8 milliarder sammenlignet med DKK 5,8 milliarder i den samme periode sidste år. Nettoresultatet landede på DKK 6,2 milliarder – hvilket er på samme niveau som sidste års ekstraordinært gode resultat i den tilsvarende periode.

”I anden halvdel af 2022 ser vi en fortsat stærk efterspørgsel efter vores produkter. På længere sigt forventer vi, at omsætningsvæksten vil normalisere sig til mere bæredygtige niveauer. Vi vil desuden fortsætte med at investere i vores forretning og accelerere initiativer såsom produktinnovation, digitalisering, produktionskapacitet, vores salgskanaler og bæredygtighed, så vi kan bevare momentum. Disse markante investeringer vil give os en god position for stabil vækst i fremtid, så vi kan fortsætte med at bringe læring gennem leg til endnu flere børn verden over,” siger Niels B. Christiansen.

Stærk produktportefølje appellerer til byggere i alle aldre og forskellige interesser

I løbet af de første seks måneder af 2022 steg forbrugersalget på alle markeder – med særlig stærk vækst i Nord-og Sydamerika, Vesteuropa samt Asien og Stillehavsregionen. Væksten var drevet af den kontinuerlige efterspørgsel på LEGO Koncernens omfattende og brede produktportefølje. Top temaer i første halvår var LEGO® Star Wars™ , LEGO® Technic, LEGO® Icons (tidligere LEGO® Creator Expert), LEGO® City, LEGO® Harry Potter™ og LEGO® Friends.

Dette års sortiment er det største nogensinde og appellerer til både øvede og uøvede byggere i alle aldre. Sortimentet omfatter LEGO produkter, der afspejler en masse interesser og hobbyer – fra kunst, design og biler til musik, sport og udforskning af rummet.

I april 2022 annoncerede LEGO Koncernen et langsigtet partnerskab med Epic Games, som skal forene de to selskabers knowhow i forhold til at skabe sjove, sikre digitale oplevelser for børn i Metaverset – inspireret af LEGO® klodsens uendelige muligheder.

Strategiske vækstinvesteringer driver udbredelse, relevans og en digital fremtid

I årets første seks måneder udvidede Koncernen sit globale netværk af butikker med 66 nye LEGO butikker – heraf 46 i Kina, hvilket bringer antallet af LEGO butikker op på 833 globalt. Koncernen styrkede samtidig sin e-handel på egne såvel som på partneres onlineplatforme.

I juni åbnede LEGO Koncernen officielt et digitalt kontor i København og udvidede sit digitale team med næsten 40 procent i de første seks måneder af 2022. Over en treårig periode ønsker Koncernen at tredoble det globale team til 1.800 kolleger for at styrke e-handel, opgradere den digitale infrastruktur og generelt drive en digital transformation i hele Koncernen.

LEGO Koncernen gjorde fremskridt i forhold til sin ambition om at producere emballage baseret på bæredygtigt sourcede materialer inden udgangen af 2025. I andet halvår af 2022 begynder introduktionen af papirbaseret emballage i LEGO æsker i Europa.

I juni offentliggjorde LEGO Koncernen også planer om at åbne sin anden CO2-neutralt drevne fabrik i Virginia i USA, udover den i Vietnam, som blev annonceret i slutningen af 2021. Begge produktionsfaciliteters energibehov vil blive dækket af vedvarende energikilder på området.

En forskel for børn og familier

LEGO Fonden, der modtager 25 procent i dividende fra LEGO Koncernen, uddelte mere end en milliard danske kroner i donationer i årets første seks måneder til støtte for familier i nød og børns udvikling. Blandt de projekter fonden støttede, er en verdensomspændende konkurrence rettet mod at give børn den bedste start i livet; at støtte neurodivergente børn (der bl.a. omfatter børn med autisme-diagnoser) samt at støtte børn og familier, der er ramt af krigen i Ukraine.

”Vi er taknemmelige for, at vores stærke økonomiske resultater gør det muligt for os både at bidrage positivt til samfundet og investere i vores virksomheds fremtid, så vi kan udbrede læring gennem leg til børn over hele verden,” siger Niels B. Christiansen.

Infographic image of the LEGO Group's first half year 2022

Noter til Redaktøren

For yderligere information, kontakt venligst: media@LEGO.com

Om LEGO Koncernen
LEGO Koncernens mission er at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden, gennem legens styrke. LEGO System i Leg med basis i LEGO® klodser sætter børn og fans i stand til at bygge og genopbygge alt det, de kan forestille sig.

LEGO Koncernen blev grundlagt i Billund i 1932 af Ole Kirk Kristiansen, og navnet er dannet af de to danske ord “LEg GOdt”. LEGO Koncernen er den dag i dag stadig en familieejet virksomhed med hovedsæde i Billund. Koncernens produkter sælges nu i flere end 130 lande verden over. For yderligere oplysninger: www.lego.com