LEGO Koncernen leverer stærk vækst og fortsætter investeringer i fremtiden
Stærk vækst i salget til forbrugerne i 2021. Flere børn over hele verden fik glæde af LEGO® leg.
- Salget til forbrugerne voksede 22 procent for hele året vs. 2020.
- Omsætningen steg med 27 procent til DKK 55,3 milliarder sammenlignet med 2020.
- Driftsresultatet steg med 32 procent til DKK 17,0 milliarder.
- Årets resultat efter skat landede på DKK 13,3 milliarder i 2021 mod DKK 9,9 milliarder i 2020. Overskuddet voksede kraftigt, samtidig med at LEGO Koncernen fortsatte sine strategiske investeringer i langsigtede vækstinitiativer.
- Det frie cash flow udgjorde DKK 12,9 milliarder.
- Markedsandelen voksede i Koncernens største markeder.
Billund, 8. marts, 2022: LEGO Koncernen offentliggjorde i dag årsregnskabet for 2021. Omsætningen for året voksede til DKK 55,3 milliarder, en stigning på 27 procent i forhold til 2020, og salget til forbrugerne steg med 22 procent i samme periode. Resultatet overgik legetøjsindustrien og medførte stigende markedsandele såvel globalt som i de største markeder.
"Jeg er taknemmelig for alt det, LEGO Koncernen formåede at levere i 2021. Vores passionerede og engagerede team på mere end 24.000 kolleger udviste en enorm dedikation og vedholdenhed for at verden kunne blive ved med at lege. Vores stærke finansielle resultater giver os samtidig mulighed for yderligere at accelerere strategiske investeringer, der skal hjælpe os med at nå ud til endnu flere børn på lang sigt," siger Niels B. Christiansen, adm. direktør i LEGO Koncernen.
Salget til forbrugerne opnåede tocifret vækst i alle markedsgrupper takket være en stærk eksekveringsevne samt den største og mest mangfoldige produktportefølje nogensinde, der appellerede til byggere på tværs af aldersgrupper og interesser og bidrog til at bringe familier sammen om leg. Blandt de bedst sælgende temaer var LEGO® City, LEGO® Technic, LEGO® Creator Expert, LEGO® Harry Potter™ og LEGO® Star Wars™.
I 2021 fik Koncernens produktportefølje tildelt syv ’Toy of the Year Awards’ af The Toy Association, som kårer årets bedste produktlanceringer. Anerkendelsen er et vidnesbyrd om LEGO designernes kreativitet og de uendelige muligheder, som LEGO System i Leg rummer.
Driftsresultatet var DKK 17,0 milliarder, hvilket er en stigning på 32 procent i forhold til 2020 trods ambitiøse strategiske investeringer og øgede fragt- og råvareomkostninger. Årets resultat efter skat voksede til DKK 13,3 milliarder mod DKK 9,9 milliarder i 2020, mens det frie cash flow var på DKK 12,9 milliarder.
Koncernen leverede stærke finansielle resultater og lige så stærke ikke-finansielle resultater, da både forbrugertilfredshed (NPS) og medarbejderengagement nåede et rekordhøjt niveau.
Strategiske investeringer driver væksten på kort og lang sigt
LEGO Koncernen vil fortsætte sine strategiske investeringer i produktinnovation, salgskanaler, produktionskapacitet, digitalisering og bæredygtighed for at fremme vækst i indeværende år og på lang sigt.
"I 2021 så vi fordelene ved de strategiske investeringer, vi har foretaget over de sidste tre år i at innovere vores produktportefølje, udvide og udvikle vores online og fysiske butiksoplevelser og øge kapaciteten i vores globale forsyningskæde. Jeg er glad for, at vores stærke finansielle resultater gør os i stand til at fortsætte investeringer i disse prioriteter. Investeringerne betyder, at vi kan bringe LEGO leg til mange flere børn i verden – nu og i fremtiden,” fortsætter Niels B. Christiansen.
I 2022 forventer LEGO Koncernen, at vækstraterne vil normaliseres til langsigtet, bæredygtig, encifret vækst drevet af et fortsat fokus på produktinnovation og vækst i etablerede og nyere markeder.
Mindeværdige brandoplevelser – online og i fysiske butikker
LEGO Koncernens massive investeringer i at udvide, innovere og transformere virksomhedens fysiske og digitale salgskanaler bar frugt i 2021.
Salget på tværs af egne og partneres digitale salgskanaler resulterede i stærk tocifret vækst, hvilket indikerer, at skiftet til onlinesalg fra 2020 fortsatte.
Forbrugerne fortsætter samtidig med at efterspørge meningsfulde og engagerende brandoplevelser i fysiske butikker. I løbet af året åbnede Koncernen 165 nye LEGO brandede butikker, herunder mere end 90 i Kina. Det bringer det samlede antal butikker globalt op på 832 ved slutningen af 2021. Virksomheden introducerede i 2021 også et nyt butiksformat, der er designet til give besøgende mindeværdige brandoplevelser samt muligheden for at fordybe sig i leg. Butiksformatet vil blive indført i flere butikker i løbet af 2022.
Udvidelse af den globale kapacitet
LEGO Koncernens fem fabrikker på tre kontinenter gjorde det muligt at navigere i den skiftende efterspørgsel i virksomhedens største markeder.
I 2021 offentliggjorde Koncernen planer om yderligere at udvide netværket af fabrikker med en ny fabrik i Vietnam. Fabrikken, der opføres i nærheden af Ho Chi Minh City, vil være virksomhedens første fabrik med CO2-neutral drift og skal understøtte Koncernens langsigtede vækst i Asien og Stillehavsområdet.
Derudover udvider Koncernen kapaciteten betydeligt på sine eksisterende produktionsanlæg over de næste fem år for at imødekomme den umiddelbare og langsigtede efterspørgsel i tråd med virksomhedens vækstforventninger.
Kontakt til forbrugerne igennem digital og fysisk leg
LEGO Koncernen fortsatte med at levere digitale legeoplevelser til byggere, herunder digitale byggevejledninger, der blev hentet 9,6 millioner gange i løbet af året, og LEGO Life-appen, som er hentet af mere end 33 millioner brugere siden lanceringen i 2018. For at understøtte udviklingen af LEGO legeoplevelser, der blander digital og fysisk leg, udvidede LEGO Koncernen sine digitale kompetencer betydeligt og rekrutterede nye kolleger til virksomhedens digitale teams i Billund, København, London og Shanghai.
Bygger en bæredygtig fremtid klods for klods
I 2021 gennemførte LEGO Koncernen med succes en række forsøg med at udskifte engangsplastposer i LEGO æsker med bæredygtig emballage. Den nye emballage vil blive indfaset fra midten af 2022, så virksomheden kan nå sit mål om at gøre al emballage bæredygtig i 2025. Koncernen offentliggjorde også en prototype på en LEGO klods fremstillet af genanvendt plastik fra brugte plastikflasker samt fortsatte med at udvide sortimentet af elementer fremstillet af bio-PE, som nu findes i næsten halvdelen af alle LEGO sæt. Virksomheden fik tildelt klimakarakteren A af CDP, der anerkendte Koncernen for indførelsen af et CO2-reduktionsmål godkendt af Science Based Target Initiative, samarbejdet med leverandører og øgede investeringer i vedvarende energi, herunder en stigning i solcellekapaciteten på 98% på virksomhedens fabrikker.
Når ud til flere børn
LEGO Koncernen mener, at læring gennem leg giver børn den bedste mulighed for at udvikle færdigheder, så de kan realisere deres fulde potentiale igennem hele livet. I løbet af 2021 nåede virksomheden ud til mere end 3,5 millioner børn via donationer og aktiviteter i lokalsamfund. LEGO Fonden, der ejer 25 procent af LEGO Koncernen, donerede DKK 2,8 milliarder til indsatser, der giver børn og familier, som ofte er i særligt sårbare krisesituationer, muligheden for at lege og lære.
"2022 markerer LEGO Koncernens 90-års jubilæum. Vi glæder os over, at vi i dette år, som er en vigtig milepæl i virksomhedens historie, har et stærkt finansielt fundament, som gør, at vi kan blive ved med at investere i at styrke virksomheden og inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden, i mange generationer fremover,” siger Niels B. Christiansen.
Rapporter, faktaark & mere information
Rapporter & faktaark
LEGO Koncerns Årsrapport og Bæredygtighedsrapport kan læses online eller downloades her:
LEGO Koncernens 2021 Årsrapport
LEGO Koncernens 2021 Bæredygtighedsrapport
Få overblik over LEGO Koncernens finansielle og strategiske performance her:
Infografik med overblik over 2021 performance
Faktaark med finansielle resultater for 2021
Infografik med 2021 højdepunkter på bæredygtighedsområdet
For yderligere information, kontakt venligst: media@LEGO.com.
Om LEGO Koncernen
LEGO Koncernens mission er at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden, gennem legens styrke. LEGO System i Leg med basis i LEGO® klodser sætter børn og fans i stand til at bygge og genopbygge alt det, de kan forestille sig.
LEGO Koncernen blev grundlagt i Billund i 1932 af Ole Kirk Kristiansen, og navnet er dannet af de to danske ord “LEg GOdt”. LEGO Koncernen er den dag i dag stadig en familieejet virksomhed med hovedsæde i Billund. Koncernens produkter sælges nu i flere end 130 lande verden over. For yderligere oplysninger: www.LEGO.com.