LEGO KONCERNEN OG UNIVERSAL MUSIC GROUP GÅR SAMMEN OM AT UDVIDE BØRNS KREATIVE LEG GENNEM MUSIKKEN
Et eksklusivt globalt partnerskab opfordrer alle til at have en mere legende tilgang til verden med et innovativt musikinitiativ, der kombinerer kærligheden til musik med det ikoniske LEGO® System i Leg.
Billund, 27. april 2020 – LEGO Koncernen annoncerede i dag et eksklusivt globalt partnerskab med Universal Music Group (UMG), verdens førende underholdningsvirksomhed inden for musik, som vil gøre det muligt for børn over hele verden at udforske og udtrykke deres kreativitet gennem leg og musik.
Partnerskabet er baseret på udviklingen af en ny række LEGO® produkter, der lanceres i 2021, og som er skabt med henblik på at opmuntre og inspirere den næste generation af musikere, kreative kræfter og fans. Dette initiativ har et positivt og legende udgangspunkt og har til formål at styrke børns udvikling gennem de mentale og kreative fordele ved musik og LEGO leg.
UMG er førende inden for branchen og med til at forme kulturen over hele verden igennem musikken. UMG tilfører både lokale og globale superstjerner, samt et suverænt katalog af indspillet musik og udgivelser på tværs af alle genrer og sprog, til LEGO Koncernens programmer.
Og LEGO Koncernen, som har arbejdet på at inspirere og udvikle børn gennem leg siden 1932, bidrager til partnerskabet med stor erfaring med at forny og udvikle leg for børn og deres familier over hele verden, generation efter generation.
Ved at kombinere musik og LEGO System i Leg åbner dette samarbejde for nye spændende muligheder for børn til at skabe kontakt, udtrykke sig kreativt og dyrke glæden ved musik. Gennem medrivende, interaktiv leg og sikre online oplevelser har partnerskabet til formål at inspirere til og understøtte den kreative udvikling.
Olivier Robert-Murphy, Global Head of New Business, Universal Music Group, siger: “Musik spiller en vigtig rolle i alle børns liv fra fødslen og gennem hele deres udvikling. I årtier har børn udforsket denne passion via vinylplader, radio, kassettebånd, musikvideoer, CD'er og streaming. Via partnerskabet mellem LEGO Koncernen og UMG, vil vi nu tilbyde en ny interaktiv måde at inspirere den næste generation af fans og visionære, kreative kræfter på.”
Julia Goldin, CMO i LEGO Koncernen, siger om partnerskabet: “Vi ved, at rigtig mange børn elsker musik. Musik har en utrolig evne til at engagere og forene børn og deres familier, ligesom LEGO klodsen. Med dette partnerskab hylder vi kombinationen af musik og LEGO System i Leg for på den måde at give børn en helt ny måde at udtrykke sig kreativt på ved at bringe musikken til live i deres egen verden og på deres egen måde.”
Fans, der vil vide mere om dette eksklusive initiativ, bør holde øje med opdateringer senere på året, hvor alle detaljer om dette banebrydende partnerskab vil blive offentliggjort.
Kontakter
LEGO Koncernens pressekontor
media@LEGO.com
Universal Music Group
James Murtagh-Hopkins: James.murtagh-hopkins@umusic.com
Caryn Tomlinson Caryn.tomlinson@umusic.com
Om Universal Music Group
Universal Music Group (UMG) er førende på verdensplan inden for musikbaseret underholdning med en bred vifte af virksomheder, der beskæftiger sig med musikindspilning, musikudgivelse, merchandising og audiovisuelt indhold i mere end 60 lande. Med det mest omfattende katalog af optagelser og sange på tværs af alle musikgenrer finder og udvikler UMG kunstnere og producerer og distribuerer den mest anmelderroste og kommercielt succesrige musik i verden. Med fokus på kunstnerisk dygtighed, innovation og iværksætterånd fremmer UMG udviklingen af tjenester, platforme og forretningsmodeller, der udvider de kunstneriske og kommercielle muligheder for vores kunstnere og skaber nye oplevelser for fans. Universal Music Group er en Vivendi-virksomhed. https://www.universalmusic.com/