Fairplay
Fairplay, tak
Se også vores Fairplay-brochure
Kære forbrugere, kunder, surfere og endda konkurrenter:
Denne meddelelse vedrører ophavsret, varemærker, uretmæssig konkurrence og andre juridiske anliggender. Vi bryder os ikke om alle de piratkopier af LEGO® elementer, som vi har oplevet, specielt igennem de seneste 25 år. Og vi vil gerne forklare hvorfor.
Nationale love og bestemmelser om patent-, mønster- og varemærkerettigheder varierer meget fra land til land, og dette gælder unægtelig også overholdelsen af disse love og bestemmelser. Og i en række lande eksisterer der end ikke love mod uretmæssig konkurrence. I den senere tid har manglen på bestemmelser imod forfalskninger, varemærker krænkelser etc. stillet indehaverne af de originale rettigheder over for voksende problemer fra kopiproducenter. Da et komplet fravær af bestemmelser klart indbyder til at fremstille forfalskninger og kopiprodukter, byder LEGO Koncernen selvfølgelig de skridt, nogle landes regeringer nu tager til at indføre produkt- og varemærkebeskyttelse i national lovgivning, velkommen.
Vi støtter også den Europæiske Unions forordning vedrørende beslaglæggelse af forfalskede produkter og de bestræbelser, Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) og EU gør for at styrke og harmonisere de relevante love. Selv på højt udviklede markeder har lovgivningen, der skal beskytte intellektuelle ejendomsrettigheder, mangler og smuthuller. Derfor kan processen med at sikre håndhævelse og tilpasning af lovene være meget langsommelig.
At få beskyttelse mod kopiering af varemærker og produkter er alt for ofte en vanskelig, tidskrævende og bekostelig proces. LEGO Koncernen samarbejder derfor på international basis med andre producenter af mærkevarer med det mål at styrke, harmonisere og forenkle den internationale lovgivning og håndhævelse.
En undersøgelse blandt europæiske producenter af mærkevarer har for nylig vist, at mere end 80 % af dem, der svarede, havde oplevet at se flere af deres produkter efterlignet mindst én gang inden for de forudgående fem år. Kun ca. halvdelen af dem havde truffet juridiske forholdsregler imod efterlignerne. Den anden halvdel angav besværlige procedurer, høje omkostninger og usikkerhed med hensyn til udfaldet, fordi praksis varierer så meget fra land til land, selv inden for EU, som hovedårsagen til ikke at forsvare deres rettigheder. Dette gør det endnu mere tydeligt, at det er nødvendigt med forbedret lovgivning på området.
Heldigvis ser det ud til, at der er en stigende universel forståelse for, at kreative produkter fortjener bedre beskyttelse. I LEGO Koncernen mener vi, at ethvert originalt produktdesign bør beskyttes mod kopiering, så længe det fremstilles og markedsføres. Og at det bør være nemt at sætte en stopper for kopiering og andet misbrug. Vi mener ikke, at design, firmanavne og varemærker bør kunne benyttes i separate sammenhænge uden indehavernes samtykke. Vores juridiske afdeling behandler hvert år hundredvis af tilfælde, hvor vores rettigheder er blevet krænket. Vi følger den internationale udvikling og tager om nødvendigt retslige skridt over for overtræderne, idet vi tilstræber at sikre, at forbrugerne kan have tillid til, at alt, der bærer LEGO Koncernens varemærker eller har LEGO produkters særlige karakteristika, er LEGO mærkevarer. Dette er både i vores egen, men også forbrugernes bedste interesse, først og fremmest børn, verden over. Til dette formål har vi fastlagt holdninger og fremgangsmåder, der skal sikre retmæssig konkurrence og fair optræden over for vores forbrugere. Nogle af disse er vi i stand – og parate – til at håndhæve med juridiske midler. Andre så vi gerne, at der var mulighed for at håndhæve, hvor og når overtrædelserne finder sted.
Det eneste, vi beder om, er fairplay, og at forbrugerne kan træffe deres købsbeslutning på et oplyst grundlag.
Sådan må LEGO® entusiaster henvise til LEGO produkter på internettet
LEGO Koncernen har observeret, at mange LEGO entusiaster verden over bruger internettet til at udveksle erfaringer og idéer om vores produkter. Der er oprettet mange uofficielle hjemmesider, og der ser ud til at være megen aktivitet på og interesse i disse sider. Desværre anvender en del af disse sider LEGO logoet og LEGO varemærkerne på en sådan måde, at man kan komme i tvivl om, hvorvidt siderne er sponsoreret eller autoriseret af LEGO Koncernen.
Vi har derfor udarbejdet disse retningslinjer for at hjælpe internetbrugere, som måtte ønske at henvise til LEGO produkter til ikke-kommercielle formål, for så vidt angår den korrekte måde at gøre dette på. Vær dog opmærksom på, at det er umuligt at fastsætte faste regler omkring den korrekte brug af vores varemærker. Dette skyldes, at vores mål er at forhindre brug, der, fra en overordnet betragtning, sandsynligvis kunne føre til udvanding eller tab af vores varemærkers fornødne særpræg, eller fejlagtigt få vores forbrugere til at tro, at der er tale om en tilknytning til eller et sponsorat fra LEGO Koncernen. Da brug i forskellige sammenhænge kan frembringe forskelligartede (eller forkerte) indtryk hos beskueren, gælder generaliseringer ikke i alle tilfælde. Ikke desto mindre har vi udarbejdet disse retningslinjer og beder om din hjælp til at sikre, at vores varemærker bevarer deres styrke og særpræg.
Hvad er et varemærke?
Et varemærke er et ord, symbol eller design, herunder et logo eller en produkt- eller emballageudformning, som adskiller et selskabs produkter fra andre selskabers produkter. I nogle lande er den almindelige LEGO klods beskyttet af varemærkeregistrering. Et varemærke kan også bruges til at vise varemærkeindehaverens anerkendelse eller godkendelse af materialer, der bærer varemærket.
Et varemærke skal beskyttes
Et varemærke skal kunne adskille et selskabs produkter fra andre selskabers produkter. Hvis et varemærke mister denne evne, kan indehaveren ikke længere forhindre andre i at bruge varemærket. En indehaver bør forhindre uautoriseret brug af sine varemærker for at forhindre forbrugeren i at blive vildledt. Det er derfor, at LEGO Koncernen er meget aktiv verden over i arbejdet med at sikre, at dens varemærker ikke misbruges.
LEGO logoet må ikke anvendes på en uofficiel hjemmeside
Det røde LEGO logo er blevet et af de mest genkendte varemærker i verden. Vi har arbejdet hårdt for at gøre dette logo til et symbol på et kreativt produkt af høj kvalitet til børn. Logoet står for LEGO Koncernen, og vi kan ikke risikere at tillade, at dette symbols fornødne særpræg udvandes. Vi må derfor insistere på, at LEGO logoet ALDRIG anvendes på en uofficiel hjemmeside.
LEGO varemærkerne kan under specielle, afgrænsede omstændigheder anvendes på en uofficiel hjemmeside.
LEGO varemærkerne (men ikke logoet) kan anvendes ikke-kommercielt som henvisning til LEGO produkter eller elementer, som vises eller diskuteres på en hjemmeside, men kun hvis varemærket ikke bliver urimeligt fremhævet eller brugt på en måde, der kan foranledige beskueren til fejlagtigt at tro, at siden er sponsoreret eller autoriseret af LEGO Koncernen.
Korrekt brug af LEGO varemærker på hjemmesider
Hvis LEGO varemærket overhovedet anvendes, skal det altid anvendes som et adjektiv, ikke som et substantiv. Sig f.eks. "MODELLER BYGGET AF LEGO KLODSER". Sig aldrig "MODELLER BYGGET AF LEGO". Herudover skal varemærket fremstå i den samme skrift som den omkringstående tekst og må ikke isoleres eller adskilles fra den omkringstående tekst. Sagt på en anden måde: Varemærkerne må ikke fremhæves eller betones. LEGO varemærket skal altid efterfølges af symbolet ®, hver gang det anvendes.
LEGO varemærket må ikke bruges i internetadresser
LEGO varemærket må ikke gøres til en del af en internetadresse. Internetadresser er et brugbart værktøj til at identificere en hjemmesides kilde. Brug af "LEGO" i domænenavnet ville skabe det misvisende indtryk, at LEGO Koncernen havde sponsoreret hjemmesiden.
Brug af ansvarsfraskrivelse
Når man anvender et LEGO varemærke på en hjemmeside, skal man angive en ansvarsfraskrivelse. En passende ansvarsfraskrivelse er: "LEGO® er et varemærke tilhørende LEGO Koncernen, som ikke sponsorerer, autoriserer eller godkender denne hjemmeside". En ansvarsfraskrivelse berettiger dog ikke til ukorrekt brug af et varemærke. Brug af LEGO logo eller ukorrekt brug af et LEGO varemærke berettiges ikke ved tilføjelse af en ansvarsfraskrivelse.
Hvad er ophavsret?
Ophavsret er en eksklusiv ret til på en hvilken som helst måde at kopiere eller distribuere kopier af originalt skriftligt og kunstnerisk materiale. En sådan eksklusiv ret omfatter retten til at kopiere til computerens hukommelse.
Scanning af ophavsretligt beskyttet materiale til en hjemmeside
LEGO Koncernen ejer ophavsretten til sine byggevejledninger, udgivelser og de fotografier, der anvendes i vores kataloger og på vores emballager. Kopiering, scanning og distribution af sådant materiale på internettet er en krænkelse af vores ophavsret. Ikke desto mindre gør LEGO Koncernen p.t. ikke indsigelser mod scanning af begrænsede uddrag af disse materialer i en uændret form til ikke-kommercielle formål såsom udveksling af oplysninger eller kommentering. Scannet materiale, billeder og oplysninger må dog ikke fremhæves på en sådan måde, at dette indikerer, at LEGO Koncernen har sponsoreret hjemmesiden. Vi anmoder om, at fotografierne scannes på en sådan måde, at de ikke forvrænges, eller at LEGO logoet fremhæves for meget. En ansvarsfraskrivelse eller meddelelse skal indsættes, hvoraf det fremgår, at ophavsretten tilhører LEGO Koncernen (f.eks. ©The LEGO Group. Dette er en selvstændig side, der ikke er autoriseret eller sponsoreret af LEGO Koncernen).
Vi håber, at disse retningslinjer dækker de oftest stillede spørgsmål vedrørende brug af LEGO varemærker og ophavsret. Vi ved, at de fleste internetbrugere ønsker at respektere disse rettigheder, men ikke altid er sikker på, hvad der er tilladt. Internettet giver en fantastisk mulighed for øjeblikkelig, verdensomspændende kommunikation, som gør, at alle kan blive hørt. Fordi internettet er en verdensomspændende kommunikationsform under udvikling, bliver det måske nødvendigt at revidere disse retningslinjer fra tid til anden. Vi takker for interessen for vores selskab og vores produkter og håber, at denne løbende dialog forstærker den store glæde vi forsøger at skabe med vores produkter.