LEGO Koncernen leverede toplinjevækst og overgik markedet i 2023

  • Nettoomsætningen var DKK 65,9 milliarder, en stigning på 2 procent trods et nedadgående legetøjsmarked.
  • Forbrugersalget* voksede med 4 procent.
  • Virksomheden overgik legetøjsmarkedet og øgede markedsandelen markant globalt.
  • Driftsresultatet var DKK 17,1 milliarder mod DKK 17,9 milliarder i 2022 som følge af accelererede strategiske vækstinitiativer. Driftsresultatet steg med syv procent i andet halvår i forhold til anden halvdel af 2022.
  • Pengestrøm fra driftsaktiviteter steg 1 procent til DKK 15,4 milliarder.
  • Omkostninger til miljømæssige initiativer steg 60 procent.
Annual Results 2023

BILLUND, DANMARK, 12. MARTS, 2024: LEGO Koncernen præsenterede i dag årsregnskabet for 2023. Virksomheden øgede nettoomsætningen to procent til DKK 65,9 milliarder og overgik legetøjsmarkedet markant, hvilket førte til øget markedsandele trods vanskelige eksterne vilkår. Driftsresultatet var solidt på DKK 17,1 milliarder, mens virksomheden accelererede kort- og langsigtede strategiske initiativer.

Niels B. Christiansen, adm. direktør siger: ”Vi er tilfredse med vores resultat set i lyset af, at 2023 var det vanskeligste år for legetøjsmarkedet i mere end 15 år. Vi fortsatte med at vokse efter tre år med ekstraordinær vækst og så et stærkt momentum i det sidste kvartal af 2023. Vi overgik markedet markant og vandt markedsandele takket være styrken og attraktionsværdien af vores brede produktportefølje og de uendelige muligheder i LEGO® System i Leg.”

“Vi fortsætter med at investere i fremtiden trods de eksterne markedsforhold, og vi har gjort gode fremskridt på langsigtede vækstinitiativer såsom digital, bæredygtighed og salgskanaler. Vi er taknemmelige for vores dedikerede kolleger og deres engagement i vores mission.”

Finansielt overblik
Nettoomsætningen voksede to procent til DKK 65,9 milliarder fra DKK 64,6 milliarder i 2022 på linje med forventningerne. Uden effekten af valutaændringer voksede nettoomsætningen tre procent sammenlignet med 2022.

Forbrugersalget voksede fire procent i 2023 sammenlignet med 2022, og var drevet af stærk vækst i USA og Central- og Østeuropa. Dette blev delvist modvirket af en nedgang i Kina grundet de udfordrende økonomiske forhold.

Driftsresultatet var DKK 17,1 milliarder, en nedgang på fem procent i forhold til 2022 som følge af accelererede strategiske initiativer og effekten af valutaændringer. Uden effekten af valutaændringer var nedgangen i indtjeningen to procent. Driftsresultatet voksede syv procent i andet halvår af 2023 i forhold til samme periode i 2022 som følge af omsætningsvækst og øget produktivitet. Resultat efter skat var DKK 13,1 milliarder i 2023 mod DKK 13,8 milliarder året før.

Pengestrøm fra driftsaktiviteter steg én procent til DKK 15,4 milliarder fra DKK 15,3 milliarder i 2022. Virksomheden investerede DKK 8,5 milliarder i kapacitetsudvidelser i primært kontorer samt nye og eksisterende fabrikker for at understøtte vækst, en stigning fra DKK 6,0 milliarder i 2022. Dette resulterede i fri pengestrøm på DKK 6,9 milliarder i 2023 sammenlignet med DKK 9,3 milliarder i 2022.

Stor og bred produktportefølje med appel på tværs af alder og interesser
LEGO® porteføljen var den største nogensinde med 780 produkter designet til fans på tværs af alder og interesser. Nye produkter udgjorde som tidligere år omkring 50 procent, og LEGO Koncernen lancerede ligeledes nye, innovative legeoplevelser. Heriblandt LEGO® Fortnite®, som var den første udgivelse i virksomhedens partnerskab med Epic Games, hvor målet er at skabe sjove og sikre digitale miljøer for børn og familier. LEGO® DREAMZzz™, virksomhedens første eget tema i fem år, udkom i andet halvår efter en global udgivelse af en streamingserie på alle større streamingplatforme.

Blandt de mest populære temaer var en blanding af koncernens egne temaer såsom LEGO® Icons, en serie til mere erfarne byggere, LEGO® City og LEGO® Technic™ samt temaer lavet i samarbejde med IP-partnere, heriblandt LEGO® Star Wars™ og LEGO® Harry Potter™.

Accelererede langsigtede strategiske vækstinitiativer

  • Mindeværdige oplevelser gennem salgskanaler: LEGO Koncernen fortsatte med at forbedre kundeoplevelsen på tværs af egne og partneres kanaler. I 2023 åbnede virksomheden 147 nye LEGO brandede butikker** til et samlet globalt antal på 1.031 og lancerede LEGO® Insiders, et nyt medlemsprogram som forbinder, belønner og inspirerer fans.

  • Udvidelse af global forsyningskæde- og kapacitet: Virksomheden fortsatte med at investere i udvidelse og opgradering af produktionskapacitet på fabrikker i Ungarn, Mexico og Kina samt i byggeriet af to nye fabrikker i Richmond, Virginia, USA og Binh Duong, Vietnam.

  • Fremskridt på digitale ambitioner: Virksomhedens team af digitale eksperter voksede med 27 procent i forhold til 2022 og bidrog til at udvikle nye teknologier til at forbedre brugeroplevelsen for forbrugere, kunder, detailpartnere og medarbejdere.

En bæredygtig fremtid
I 2023 øgede LEGO Koncernen omkostningerne til miljømæssige initiativer med 60 procent i
forhold til 2022 og forventer at fordoble de årlige omkostninger frem mod 2025 sammenlignet med 2023.

Derudover gjorde virksomheden yderligere fremskridt i indsatsen for at gøre LEGO produkter mere bæredygtige, blandt andet ved at introducere papirbaserede poser i LEGO æsker og øge brugen af mere bæredygtige råmaterialer.

I 2023 var 18 procent af al indkøbt resin certificeret i overensstemmelse med massebalanceprincippet, hvilket svarer til et estimeret gennemsnit på 12 procent fornybare eller genanvendte råmaterialer***. Planen er at fortsætte med at øge mængden af indkøbt resin baseret på massebalance-princippet i 2024.

Gennem LEGO Koncernens indsats indenfor social ansvarlighed lykkedes det at påvirke 9,8 millioner børn i 2023, hvilket er over målet på 8,8 millioner. Indsatserne omfattede blandt andet virksomhedens flagskibsprogram Build the Change, som engagerede mere end to millioner børn verden over i miljøudfordringer.

Niels B. Christiansen siger: “Vi tror på, at leg giver børn færdigheder, der kan hjælpe dem med at opnå deres fulde potentiale. Vi er taknemmelige for, at vores stærke finansielle position giver os mulighed for at investere i læring gennem leg aktiviteter til børn i hele verden samtidig med, at vi kan investere i fremtiden og fortsætte med at have en positiv indflydelse på børn i mange fremtidige generationer.”

Performance highlights one-pager

Noter til redaktøren

(*) Forbrugersalg er salg af LEGO produkter direkte til forbrugere gennem butikker og online sammenlignet med omsætning, som er salg af LEGO produkter til kunder herunder detailforhandlere.

(**) Brandede butikker omfatter LEGO Brand Retail butikker, som ejes og drives af LEGO Koncernen (195 butikker) samt LEGO Certified Retail og LEGO Travel Retail butikker, som ejes og drives af partnere (836 butikker).

(***) I 2023 indkøbte LEGO Koncernen massebalance-råmaterialer fra leverandører, som er ISCC PLUS eller RSB-certificerede. Koncernens mål er at sikre ISCC PLUS-certificering for brugen af massebalance-råmaterialer i løbet af 2024.

Certificerede massebalance-råmaterialer der er indkøbt på det globale marked, indeholder en blanding af fornybare eller genanvendte og fossile råmaterialer.

Ved at indkøbe certificerede massebalance-råmaterialer kan LEGO Koncernen øge mængden af fornybare og genanvendte råmaterialer, som bliver brugt i koncernens forsyningskæde. Koncernen mener samtidig, at øget efterspørgsel på certificerede massebalance-råmaterialer vil stimulere markedet og på længere sigt være med til at mindske afhængigheden af jomfruelige fossile kilder.

Rapporter, fakta ark og billeder
Vores årsrapport og bæredygtighedsrapport kan læses online eller downloades nedenfor:

2023 LEGO Group Annual Report
2023 LEGO Group Sustainability Progress Report

Hent fakta ark med LEGO Koncernens finansielle overblik, resultater og bæredygtighedsoverblik her:

2023 Financial Highlights
2023 Performance Highlights
2023 Sustainability Highlights

Billeder og visuelle materialer kan downloades på toppen af siden. Videomateriale kan fremsendes på anmodning.

Fototekst: ©2024 The LEGO Group

For yderligere oplysninger, kontakt venligst media@LEGO.com.

Om LEGO Koncernen
LEGO Koncernens mission er at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden, gennem legens styrke. LEGO System i Leg med basis i LEGO® klodser sætter børn og fans i stand til at bygge og genopbygge alt det, de kan forestille sig.

LEGO Koncernen blev grundlagt i Billund i 1932 af Ole Kirk Kristiansen, og navnet er dannet af de to danske ord “LEg GOdt”.

LEGO Koncernen er den dag i dag stadig en familieejet virksomhed med hovedsæde i Billund. Koncernens produkter sælges nu i flere end 120 lande verden over.

For yderligere oplysninger: www.LEGO.com.