LEGO Koncernen og Epic Games går sammen om at skabe et sted, hvor børn kan lege i metaverset
BILLUND, DANMARK: LEGO Koncernen og Epic Games annoncerede i dag, at de indgår et langsigtet partnerskab for at forme metaversets fremtid, så det bliver sikkert og sjovt for børn og familier. De to virksomheder vil samarbejde om at skabe en inspirerende, kreativ og engagerende digital oplevelse, som børn i alle aldre kan nyde sammen.
Den familievenlige digitale oplevelse vil give børn adgang til værktøjer, der gør dem i stand til at skabe indhold og deltage i fantastiske legemuligheder i et trygt og positivt rum.
Niels B. Christiansen, administrerende direktør i LEGO Koncernen udtalte: "Børn nyder at lege i fysiske og digitale verdener og bevæger sig ubesværet mellem de to. Vi mener, at der i begge verdener er et enormt potentiale for dem til at udvikle livslange færdigheder indenfor kreativitet, samarbejde og kommunikation. Vi har et ansvar for at gøre digital leg sikker, inspirerende og gavnlig for alle, og ligesom vi har beskyttet børns rettigheder til sikker fysisk leg gennem generationer, forpligter vi os til at gøre det samme i forbindelse med digital leg. Vi ser frem til at samarbejde med Epic Games om at forme denne spændende og legende fremtid."
Tim Sweeney, administrerende direktør og grundlægger, Epic Games udtalte: "LEGO Koncernen har tryllebundet børn og voksne gennem kreativ leg i næsten et århundrede, og vi er glade for at mødes for at skabe et rum i metaverset, der er sjovt, underholdende og skabt til børn og familier."
I takt med, at metaverset udvikler sig, ændrer det måden, hvorpå mennesker mødes, leger, arbejder, lærer og interagerer i en virtuel 3D-verden. LEGO Koncernen og Epic Games vil kombinere deres omfattende erfaring for at sikre, at den næste udgave af internettet fra starten er designet med børnenes trivsel i tankerne.
Epic Games har ekspertise inden for opbygning af kreative værktøjer og medrivende verdener, der er åbne og tilgængelige for spillere og programmører overalt. Virksomheden er på forkant med populærkulturen og skaber oplevelser, der forbinder mennesker gennem spil, musik, kreativitet og socialt samarbejde. Epic Games har også forpligtet sig til at give programmører mulighed for at skabe alderssvarende oplevelser online, og i 2020 opkøbte virksomheden SuperAwesome, der har været banebrydende inden for teknologi, der er designet til at levere sikker digital interaktion med børn under 16 år.
I 90 år har LEGO Koncernen inspireret generationer af børn gennem leg og de endeløse kreative muligheder i LEGO klodsen, som stadig er kernen i dens forretning. Virksomheden er desuden førende i sit arbejde for at definere sikre digitale legeoplevelser for børn, herunder udvikling af en Digital Child Safety-politik i samarbejde med UNICEF og lanceringen af LEGO Life i 2016 som den første live-modererede sociale app til børn.
LEGO Koncernen og Epic Games har aftalt tre principper, som sikrer, at de digitale rum, de udvikler, giver engagerende legemuligheder på en sikker måde. Disse principper er:
- Beskyt børns ret til at lege ved at gøre sikkerhed og trivsel til en prioritet.
- Beskyt børns privatliv ved at sætte deres tarv i første række.
- Støt børn og voksne med værktøjer, der giver dem kontrol over deres digitale oplevelse.