LEGO Koncernen offentliggør første prototype på LEGO® klods fremstillet af genanvendt plastik

BILLUND, 23. juni, 2021: LEGO Koncernen har i dag offentliggjort den første prototype på en LEGO® klods fremstillet af genanvendt plastik. Offentliggørelsen markerer det seneste skridt på vejen mod at fremstille LEGO produkter af bæredygtige materialer.

Den nye prototype er fremstillet af PET fra brugte plastikflasker, indsamlet i USA, og er den første LEGO klods fremstillet af et genbrugsmateriale, som har kunne leve op til virksomhedens strenge kvalitets- og sikkerhedskrav.

Et team på mere end 150 eksperter arbejder på at finde bæredygtige løsninger til fremstilling af LEGO produkter. I løbet af de sidste tre år har LEGO Koncernens eksperter testet flere end 250 variationer af PET-materialer og hundredvis af andre sammensætninger af plastik. Resultatet er en prototype, der lever op til flere af kravene til kvalitet, sikkerhed og legeoplevelse.

”Vi er virkeligt begejstrede for det her gennembrud. Den største udfordring på vores bæredygtighedsrejse er at gentænke og udvikle nye materialer, der er lige så holdbare, stærke og af samme høje kvalitet som vores eksisterende klodser – og som passer med LEGO elementer, der er fremstillet igennem de sidste 60 år. Med den her prototype kan vi nu vise de fremskridt, vi gør os,” siger Tim Brooks, Vice President for Environmental Responsibility hos LEGO Koncernen.

Image of white prototype bricks on a blue background

Kompromisløs kvalitet og sikkerhed

Det vil tage et stykke tid, før klodser fremstillet af genbrugsmateriale er at finde i LEGO® æskerne. Holdet bag prototypen vil fortsætte med at teste og udvikle PET-sammensætningen og derefter vurdere, om materialet egner sig til at blive flyttet til pilotproduktionsfasen. Denne næste testfase forventes at tage mindst et år.

Tim Brooks fortsætter: ”Vi ved, at børn tænker på miljøet og vil have os til at gøre vores produkter mere bæredygtige. Selvom det vil vare et stykke tid, før de kan lege med klodser lavet af genbrugsplastik, så vil vi fortælle dem, at vi arbejder hårdt på det og tager dem med på rejsen med os. At eksperimentere og at fejle er en vigtig del af al læring og udvikling. Ganske ligesom børn bygger og eksperimenterer med LEGO klodser derhjemme, gør vi det samme i vores laboratorier.”

Prototypen er fremstillet af genanvendt PET fra leverandører i USA, der anvender kvalitetssikringsprocesser godkendt af det amerikanske Food & Drug Administration (FDA) og European Food Safety Authority (EFSA). I gennemsnit leverer en 1-liters PET-flaske tilstrækkeligt råmateriale til ti 2 x 4 LEGO klodser.

Image of a whote-gloved pair of hands holding two prototype bricks

Rejsen mod mere bæredygtige produkter

Den patentanmeldte materialesammensætning øger PET-materialets holdbarhed, så den er stærk nok til at kunne bruges til at fremstille en LEGO klods. Den innovative proces anvender en skræddersyet blandingsteknologi til at kombinere det genbrugte PET med tilsætningsstoffer, der styrker materialet.

Prototypen er det seneste skridt i LEGO Koncernens ambition om at gøre LEGO produkter mere bæredygtige. I 2020 meddelte virksomheden, at man vil begynde at fjerne engangsplastik fra LEGO æskerne. I 2018 begyndte virksomheden at producere elementer af materialet bio-polyethylen (bio-PE), som er bæredygtigt produceret plastik lavet på sukkerrør. Adskillige LEGO sæt indeholder elementer lavet af bio-PE, som er ideelt til at fremstille mindre og blødere elementer som for eksempel træer, grene, blade og tilbehør til minifigurer. Bio-PE er i øjeblikket ikke egnet til at fremstille hårdere, stærkere elementer som de ikoniske LEGO klodser.

”Vi er forpligtede til at gøre vores for at skabe en bæredygtig fremtid for de kommende generationer. Det er vores målsætning, at vores produkter har en positiv indflydelse på planeten, ikke kun med den leg, de er grundlag for, men også med de materialer, vi bruger. Vi har stadig en lang vej foran os, men er glade for de fremskridt, vi gør,” siger Tim Brooks.

LEGO Koncernens fokus på udvikling af bæredygtige materialer er blot ét af flere forskellige initiativer, som virksomheden har igangsat for at gøre en positiv forskel. LEGO Koncernen investerer op imod 400 millioner USD over tre år frem mod 2022 for at accelerere sin bæredygtighedsindsats.

For mere information om LEGO Koncernens ambitioner om bæredygtighed, besøg venligst LEGO.com/Sustainability

Infographic depicting the development of the prototype bricks

Til journalister

For mere information, kontakt venligst media@LEGO.com eller besøg LEGO.com/Sustainability

Fra flaske til LEGO klods

Se hvordan LEGO Koncernen omdanner genanvendte plastikflasker til LEGO klodser her: LEGO.com/AboutUs/Sustainability/RecycledMaterials/

Hvad er et bæredygtigt materiale?

I LEGO Koncernen er et bæredygtigt materiale ét, som produceres ansvarligt ved hjælp af fornybare eller genanvendte ressourcer, som genererer moderat eller intet affald, bruger bæredygtig kemi og kan være fuldt genanvendeligt i slutningen af dets levetid.